En historie fra det virkelig liv
“Jeg ved ikke helt præcist hvad det er du laver. Men jeg ved det er noget med sindet…og jeg håber du måske kan hjælpe mig?” skrev Mike til mig.
Og ja, det gør jeg jo. Arbejder med noget med sindet, om du vil.
Mike synes godt nok det var lidt hokus pokus med det der hekseri, natur-tjuhej & mit “nye” navn. Men samtidig havde forskellige psykologer igennem 10 år, ikke haft den effekt han havde håbet på, og han var SÅ træt af det hele.
“Jeg har mistet mig selv” sagde han.
Vi aftalte at mødes til en Walk & Talk, og under vores gåtur i skoven kom vi omkring rigtig mange forskellige ting. Der lå og fyldte indeni Mike. Og i virkeligheden havde gjort det alt alt for længe.
Blandt andet mistanken om en ADHD diagnose, frygten for (og hans enorme modstand på) eventuel medicin, ulykkelig kærlighed og en forlist drøm om kernefamilien. Men også, at Mike følte han havde mistet sig selv undervejs i livet. Og nu vidste han ikke længere hvem han egentlig var!
“Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare…” sagde Mike mange gange, når jeg stillede ham et spørgsmål.
Og jeg forstår godt, at han følte det sådan.
Fordi hans hjerne kendte ikke svaret. Heldigvis kendte hans hjerte hver eneste svar, og endda uden at skulle mærke efter i ret lang tid. Hver gang vi bypassede hjernen, og spurgte hjertet i stedet, så var der et klar svar.
Hver. Eneste. Gang.
“Okay, jeg må bare indrømme, at du kan sgu et eller andet jeg aldrig har oplevet før…men du får mig simpelthen ikke til at kramme et træ!” sagde Mike og smilede lidt skævt til mig.
Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet…måske også fordi jeg godt havde set, at han skyndte sig at samle den pind op (som han havde taget i hånden undervejs), da han tabte den. Og da jeg spurgte ham, om den pind mon skulle blive i skoven eller med ham hjem. Så måtte han alligevel indrømme, at den skulle med ham hjem.
Nuvel. Det var måske ikke et træ han stod og krammede. Men han gik og holdt i hånd med en pind. Og det er altså ret tæt på det samme.
Inden vi skiltes igen – Mike, pinden & jeg – spurgte jeg ham hvad der var det vigtigste han tog med sig fra vores gåtur i dag.
Her er hvad han sagde:
- Jeg opdagede, at jeg slet ikke har mistet mig selv. Men at jeg aldrig har fundet ud af hvem Mike egentlig er.
- Selvom du ikke har sagt det, så viste du mig, vigtigheden af at jeg bevæger mig langsomt. Ikke bare fysisk når jeg går, men også igennem livet.
- Det er gået op for mig, at jeg helt har glemt hvor godt det er for mig at være i naturen. Tak fordi du mindede mig om, hvad det faktisk betyder for mig.
Under en uge efter vores Walk & Talk skrev Mike til mig igen.
Dagen efter vores gåtur havde han ringet til en psykiater og bedt om udredning for ADHD. Vildest af det hele, så var han både blevet udredt og startet på medicin.
Begge dele var helt utænkeligt for ham, da vi tog de første skridt på vej ind ad stien nede i Kirkeskoven.
Han ville IKKE udredes. Og han ville SLET IKKE tage medicin.
Jeg havde ikke bedt ham gøre det.
Den slags er slet ikke op til mig at hverken dømme eller bedømme om nogle bør gøre. Men det jeg gjorde, var at hjælpe Mike med at komme ud af hovedet, ned i kroppen & ind i hjertet.
Så hans tvivltåge begyndte at lette, og han fik mere indre ro, klarer tanker & gik fra…‘Åh Nej’ til ‘Nårh Ja’.
Mike har givet mig lov til at fortælle dig, at det langt fra er sidste skovtur han skal på sammen med mig. På hans rejse mod at finde ud af hvem Mike egentlig er.
Fordi det der hekseri & hokus pokus rykkede ham mere på 2 timer, end han havde rykket sig igennem 10 år.
(Nysgerrig på Walk & Talk? Bare KLIK HER)
Skriv et svar